RELOAD #8 er udskudt på ubestemt tid

Skrevet af Kode marts 11, 2020 I Info

Dette er konklusionen, efter et møde afholdt blandt arrangørerne her til morgen. 

Vi ønsker at efterleve alle anvisninger og opfordringer, der er udsendt fra de respektive styrelser samt myndigheder, og derfor står vi desværre i denne situation. 

I Viborg Kommune hvor RELOAD #8 afvikles, er der sendt skærpede retningslinjer ud. Dette betyder, at man også fraråder større forsamlinger under 1.000 deltagere, såfremt det ikke er af yderste nødvendighed.

Beskrivelsen er ligeledes, at der er øget risiko for smittefare og man skal udvise særlig ansvarlighed, når man sidder relativt tæt, og luften er varm og fugtig. Dertil kommer, at mange af vores deltagere ligeledes bruger hinandens mus, tastatur og sidder ind over hinanden for se på skærmene. 

Vi er mange deltagere til RELOAD #8 og grundet det store deltagerantal, har det heller ikke været muligt at lave løsninger, hvor man sidder med større mellemrum etc. Ligeledes har vi ikke kunne finde løsninger, der er holdbare i forhold til sovefaciliteter med så mange mennesker. 

Vi er rigtig kede af og ærgerlige over, at vi er kommet hertil. Og vi er selvfølgelig også rigtig kede af, at Danmark er kommet i en sådan situation. Ud over vores egen aflysning er vores tanker selvsagt også på de personer, der desværre allerede er smittet; vores sundhedspersonale, virksomheder og alle andre der er berørte af situationen. 

Vi kan selvfølgelig godt finde argumenter for at gennemføre arrangementet og “slippe uden om” de anbefalinger, der foreligger. Men vores vurdering er, at den største rettidige omhu og ansvarlighed er en udsættelse af RELOAD #8.

En af RELOADs bærende værdier er fællesskabet; og netop for at beskytte fællesskabet har vi truffet denne beslutning. Det er vigtigt for os at skabe tryghed, når man kommer til vores arrangementer. Og havde vi gennemført har vi ikke kunne sikre den fornødne tryghed hos hverken deltagere, frivillige eller pårørende.

Alle vores deltagere vil få refunderet deres billet. Vi sætter nu gang i at tilbageføre billetterne, som vil ske en af de nærmeste dage. Har du ikke modtaget penge inden for 14 dage bedes du kontakte os.  

Vi ville hjertens gerne kunne fortælle, hvornår RELOAD #8 så bliver gennemført, men da der til stadighed ikke er nogen, der kan svare på, hvor denne situation med Coronavirus ender, så er det heller ikke muligt, at kommunikere en ny dato. 

Vi vil opfordre alle til, at holde øje på vores Facebook side, og ikke mindst vores hjemmeside: rld.gg, hvor vi hurtigst muligt vil offentliggøre en ny dato.

Skulle I have spørgsmål eller lignende er I meget velkomne til at skrive til os på Facebook, og vi håber meget på jeres forståelse og tålmodighed. Vi svarer så hurtigt det er os muligt. 

Mange venlige hilsner

Team RELOAD